I april 2024 stod Børsen i flammer. Da røgen endelig havde lagt sig, var Børssalen kollapset, og næsten halvdelen af bygningen lå i ruiner. Men den ikoniske bygning, der har dannet kulisse for Danmarks rejse fra renæssancens autoritære styre til nutidens demokrati, stod stadig.
Siden 1624 har Børsen været centrum for handel, investeringer og iværksætteri. I de første 200 år solgte købmænd og kræmmere eksotiske varer fra boder i Børssalen, mens boghandlere tilbød dristige skrifter. I 1857 overtog Grosserer-Societetet bygningen, der blev ramme om finans- og industrieventyr, anført af C.F. Tietgen. Senere kom handelen med værdipapirer til, og aktier og obligationer var med til at finansiere opbygningen af velfærdsstaten. Da værdipapirerne i 1974 flyttede ud, blev bygningen hjemsted for dansk erhvervsliv og internationale relationer.
Bogen følger Børsen gennem 400 år og binder personer og begivenheder sammen i en fascinerende fortælling om brande, byldepest og samfundsuro. Om gullaschbaroner, finanskrak og besættelse. Og om dragerne, der pryder Børsens spir og gennem århundreder har stået som symbol på beskyttelse mod ild og fjender – indtil den fatale morgen i 2024.