I skovens udkant bor Ava sammen med sin lillesøster Linn og deres far. Familien lever et hårdt liv, hvor hver dag handler om at få mad på bordet, men Ava længes efter mere end blot overlevelse. En dag meddeler faderen, at de skal flytte til storbyen. Han leder pigerne dybt ind i den mørke skov, hvor de slår lejr for natten – men da Ava og Linn vågner næste morgen, er han sporløst forsvundet.
Kort efter begynder Linn at tale om børn, der vandrer mellem træerne, og da hun selv pludselig bliver væk, ser Ava to piger dukke frem af tågen. De fører hende til et hus skjult i skoven, hvor den gådefulde kvinde Nebula bor. Men hvem er Nebula egentlig? En heks, måske? Hvorfor nægter hun Ava adgang til Linns værelse, hvor lillesøsteren holdes indespærret? Ava beslutter sig for, at hun vil redde Linn – koste hvad det vil – og finde en vej ud af Nebulas hus.
I den mørke skov er første bind i fantasyserien Eventyrsagaerne – en ny serie for læsere fra 12 år og op. Serien henter inspiration i gamle folkeeventyr, og dette bind bygger på Brødrene Grimms klassiske fortælling om Hans og Grete.
Der er planlagt tre bøger i serien. Hver roman foregår i samme univers, men følger nye hovedpersoner og kan læses selvstændigt. Bind 2, Blod, sne og sod, udkommer i 2025 og er inspireret af eventyret om Snehvide.
Gry Kappel Jensen har skrevet en lang række bøger til børn og unge, blandt andet den populære Rosenholm-trilogi. Serien har solgt over 25.000 eksemplarer i Danmark og er udgivet i blandt andet USA, Italien, Polen og Tyskland, hvor den ramte Spiegels top-50-bestsellerliste. For tredje bind, Natskygge, modtog hun prisen for Årets Danske Fantasybog 2021. Hun er cand.mag. i historie og nordisk sprog og litteratur og arbejder desuden som forlagsredaktør.