Romerne forsøger at sulte de tapre gallere ud ved at indhegne deres landsby.
Men Asterix og Obelix lader sig ikke stoppe af hegnet og begiver sig ud på en rundrejse gennem hele Gallien for at bevise, at de ikke kan spærres inde. De samler kulinariske delikatesser fra hver region, så de kan invitere den romerske feltgeneralinspektør til en overdådig festmiddag, når de vender tilbage. Det bliver en sand "tour de France", og for første gang følges Asterix og Obelix af en trofast lille hund af ukendt race.
Asterix-serien har været udgivet i albumformat på dansk siden 1969, men de klassiske album har ikke været tilgængelige i mange år. Fra 2021 genudgiver Forlaget Cobolt dem alle sammen i Per Dås klassiske og prisbelønnede oversættelse, med teknisk optimeret streg og farvelægning. Seks album udgives igen hvert år.
Samtidig udgiver Forlaget Cobolt også hele serien i luksuriøse samlebind under titlen "Den store Asterix", hvor hvert bind indeholder to album samt omfattende og rigt illustreret ekstramateriale om tilblivelsen af tegneserien, sjove detaljer, persongalleriet, livet i Romerriget og meget mere.