Den selvbiografiske Alt må vige for natten er et portræt af forfatterens mor og en ubønhørlig jagt på sandheden om hendes familie. En jagt, der åbent og generøst fører læseren med hele vejen, til de steder, hvor det gør mest ondt, men hvor man også kan finde styrken til at komme tilbage. Det er en modig og til tider ublid beretning om en kvinde, hvis tilsyneladende perfekte barndom alligevel har efterladt dybe sår, som bliver forstærket i mødet med voksenlivet. Men det er også historien om en kvinde, der, trods alt, kæmper sig tilbage og bliver en støtte for andre.
Den rørende fortælling om moren er samtidig Delphine de Vigans mesterlige portræt og bearbejdning af en tid, som enhver, der voksede op i halvfjerdserne, vil kunne genkende på godt og ondt.
Alt må vige for natten modtog Prix Roman Fnac 2011 og Prix Renaudot des Lycéens 2011 og var også nomineret til Prix Goncourt.