Snøvsen er en lille væsen med kun én tå at hoppe på. Alle har forladt Snøvsen, men en morgen finder Eigil ham lige i udkanten af skoven, og snart begiver de sig ud på eventyr sammen. Snøvsen og Eigil befrier katten i sækken, møder bøhmanden og bliver forfulgt af krabber, hajer og sørøvere. Snøvsen bliver sparket op i luften, solgt som en gulerod og bortført af to skumle fyre. Heldigvis ender alt godt, og sammen skaber Eigil og Snøvsen mange venskaber.
I "Alle historierne om Snøvsen" er de fire bøger om dette lille væsen samlet i én bog: "Snøvsen og Eigil og katten i sækken", "Snøvsen på sommerferie", "Snøvsen og Snøvsine" og "Snøvsen hopper hjemmefra".
Dette år fejres som et stort jubilæumsår, da den moderne danske børnelitteratur fylder 50 år.
I 1967 fik fem forfattere en banbrydende idé, der for evigt ændrede dansk børnelitteratur. Ideen var enkel: Et barn er lige så værdifuldt som en voksen, og børnebøger skal være til for børn med respekt for deres liv, fantasi og verdenssyn. Den lille, moderne spire er siden vokset til en skov af fantastiske børnebøger, og det hele begyndte for 50 år siden.
De fem ikoniske bøger, der alle blev udgivet i 1967, er "Cykelmyggen Egon" af Flemming Quist Møller, "Silas og den sorte hoppe" af Cecil Bødker, "Snøvsen og Eigil og katten i sækken" af Benny Andersen, "Lille Virgil" af Ole Lund Kirkegaard og "Halfdans ABC" af Halfdan Rasmussen.
Gyldendal fejrer jubilæet i hele 2017 med en række initiativer, der hylder den moderne danske børnelitteratur og minder os om, at børnebøger er noget, vi deler sammen, og som begejstrer på tværs af generationer, og som giver os stærke fælles læseoplevelser.