Kun sjældent udkommer en bog, der virkelig kan forandre læserens liv. Paulo Coelhos Alkymisten er en af de bøger. Med mere end 85 millioner solgte eksemplarer på verdensplan er den allerede en moderne klassiker.
Alkymisten fortæller den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde, der beslutter sig for at følge sin drøm om at finde en af verdens største skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han videre til markederne i Tanger, gennem Egyptens ørken og får et skæbnesvangert møde med Alkymisten.
Santiagos rejse og de skatte, han finder undervejs, lærer os den største visdom: Lyt til dit hjerte, læs tegnene og, vigtigst af alt, følg dine drømme.
Paulo Coelho (f. 1947 i Rio de Janeiro) er en af verdens mest læste forfattere. Mest kendt for Alkymisten, er hans bøger blevet oversat til 89 sprog og har solgt i alt 320 millioner eksemplarer. Denne fantastiske succes har sikret Coelho en plads i Guinness Rekordbog som den mest oversatte nutidige forfatter. Han betragtes som en af vor tids mest indflydelsesrige personer.