Da forfatter og journalist Maj My Humaidan bliver mor, oplever hun sin hektiske hverdag som både ensom og udmattende. Hun længes efter et fællesskab, der synes at være forsvundet, og føler samtidig en tvivl omkring at aflevere sine børn i institutioner – men hvad kunne alternativerne være? Efter gentagne forsøg på at finde kompromisser beslutter hun og hendes mand at tage en radikal beslutning: De melder deres fire børn ud af både børnehave og skole. Sammen flytter de til en lille gård på Ærø, hvor de smider vækkeuret væk, dyrker deres egen jord og lader børnenes initiativer være styrende. I tre år lever de et simpelt liv med få ressourcer, på kanten af det etablerede samfund. På denne rejse opdager de en ny form for frihed og mening, men konfronteres også med de udfordringer, der følger med at fravælge samfundets etablerede normer og skabe deres egen vej.
ÆRØ MANIFESTET er en poetisk og kritisk skildring, der sætter skarpt fokus på de normer, som de fleste lever efter, på trods af stigende mistrivsel. Gennem sin personlige historie opfordrer Maj My Humaidan til mod og refleksion, og minder os om, at tid er den mest værdifulde ressource, vi har.