Det er en forandret verden, som modstandskampens helte møder efter krigen. Nazismen er besejret, men for nogle af de gamle krigere begynder en ny kamp: Kampen mod kommunismen og den europæiske venstrefløj.
I en enorm villa i Odense vokser Elliot op i trygge omgivelser, men han bærer også en konstant følelse af, at noget er galt.
Hans ungdomsven, Tobias, er en ensom original med modet til at tænke utraditionelt, men han mangler evnen til at skelne mellem det kontroversielle og det livsfarlige.
Tobias' søster, Amalie, er mere udadvendt. Hun står på tærsklen til at indtage et af verdens højeste embeder, men synes samtidig at tiltrække al tænkelig ondskab.
Og så er der Jesper, efterretningsagenten, der kæmper for at forhindre den ultimative katastrofe. Han har svært ved at finde ro.
"Absalon" er en spændingsroman, der udfolder sig bredt og kredser om politik, kærlighed og venskaber før, under og efter Den Kolde Krig.