Fire årtier i den kriminelle underverden
En tidligere rocker ser tilbage på fire årtiers kriminalitet – et liv præget af vold, våben og blodige opgør – med en blanding af fortrydelse og eftertanke.
"Det slog mig med det samme, da jeg drejede ind gennem porten: På gaden holdt en bil, som ikke plejede at være der. Jeg nåede ikke at tænke videre, før det første skud lød. Gennem bilens forrude så jeg en sortklædt, maskeret mand med en pistol. Han affyrede skuddet, mens jeg stadig sad i førersædet. Min første tanke var, at jeg måtte have noget at forsvare mig med. Jeg kastede mig ud af bilen og løb. Mens jeg flygtede, talte jeg skuddene: ét, to, tre ..."
Jønne Volejnik har mange fjender i det kriminelle miljø, og denne dag forsøger en maskeret mand at tage livet af ham med seks skud. Det er det tredje drabsforsøg på en måned mod aalborgenseren, som i byen er kendt som Abe-Jørgen – et øgenavn, han har fået på grund af sin kraftige bygning. For at overleve søger Jønne beskyttelse hos Bandidos, hvor han hurtigt stiger i graderne. Men det er kun begyndelsen.
Abe-Jørgens ni liv er en rå, ærlig og kompromisløs beretning fra Aalborgs underverden. Det er historien om en mand, der både vinder livslange venner og gør sig livsfarlige fjender i et miljø, hvor vold er en daglig realitet, og hvor tillid er en risikabel luksus.