Min geniale veninde er historien om to piger der vokser op i en fattig del af Napoli i 50’erne. Den fortælles af forfatteren Elena, der i bogens optakt netop har fået at vide at hendes barndomsveninde Lila er sporløst forsvundet fra sit hjem i Napoli. Lila har taget alle sine ejendele med sig og skåret sit ansigt ud af alle familiefotografierne i hjemmet. Og netop fordi Lila har villet udslette sin egen historie, beslutter Elena sig for at skrive den.