Kommende bøger

Der sker altid meget på bogfronten og der kommer hele tiden nye bøger på markedet. 

Her kan du se hvad der er på vej, og hvad vi mener du skal holde øje med.

Kontakt os

Irene Vallejo: Evigheden i et siv

(Udkommer 27-08-2021)

"Evigheden i et siv" er en hyldest til bogen – denne fantastiske opfindelse, der blev lavet til at kunne bære ord og tanker på tværs af tid og rum, og her er muligheden for at tage med på en rejse gennem bogens historie. Langs ruten er der stop ved Alexander den Stores slagmarker og i Pompeji på tidspunktet for udbruddet af Vesuv, ved Cleopatras paladser og ved de første kendte biblioteker. Undervejs forbinder Vallejo klassiske skrifter med den moderne verden og nutidige debatter: Papyrus som kostbart råstof og mobiltelefoner, Sapfo og kvinders litterære stemme, Seneca og politik.

"Evigheden i et siv" fortæller også eventyret om tusindvis af mennesker, som har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne: fortællere, kopister, illustratorer, oversættere, gadesælgere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, slaver, eventyrere og boghandlere. En smuk beretning om, hvordan vi som mennesker og samfund gennem tiderne er blevet påvirket og formet af bøger.

Jens Henrik Jensen: Gladiator

(Udkommer 01-09-2021)
 Modstræbende er den tidligere jægersoldat Niels Oxen begyndt i behandling for den PTSD, der har martret ham i mange år. En kvindelig militærpsykolog vækker hans tillid – og måske andre næsten glemte følelser i ham. Oxen indvilliger, da hun foreslår ham at være leder og mentor for en gruppe PTSD-ramte veteraner på en overlevelsestur til en afsidesliggende shelterplads.

En gammel kending venter på Oxen, da han kommer hjem: Mossman fra PET. Han er modvilligt gået på pension, men er sendt i byen for at bede Oxen hjælpe PET i en sprængfarlig sag: Et antal krigsveteraner er blevet likvideret flere steder i landet, og der er brug for Oxens kompetencer som erfaren soldat og som skarpsindig efterforsker.

Da Oxen går ind i den mystiske sag, genforenes han med sin gamle makker og ven Margrethe Franck fra PET, og de to forsøger sammen at forbinde ofrene og rede den omfattende sags mange tråde ud.

Midt i efterforskningen mister Margrethe Franck pludselig forbindelsen til Oxen. Han er tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade, og hun indleder en desperat eftersøgning af Oxen, mens han for sin del kæmper en kamp på liv og død blandt tilsyneladende ukendte fjender, der ikke regner menneskeliv for noget.

Gladiator er en nervepirrende krimi om ufattelig grusomhed og om fortidens synder – og gode gerninger.


 

Jens Henrik Jensen: Gladiator

Vi sender bogen så snart den kommer på lager!